“Gør det, mor! Jeg er så tørstig!”
Finansministrene i Færøerne og Danmark har den 19. april 2016 underskrevet en aftale, der medfører, at den danske stat overfører Færøernes landsstyre et nominelt pengebeløb á 641,8 millioner kroner hvert af årene 2017, 2018 og i 2019. I aftalen findes der dog en ventil, der giver mulighed for, at statens tilskud bliver reduceret, såfremt Lagtinget træffer en beslutning og meddeler den danske regering herom.
Der findes mange politiske varianter og historiefortællinger om tilskudsordningen, alt efter hvordan den politiske observans er skruet sammen her og i Færøerne. Samhørighedspartierne opfatter det som en materiel paternalistisk gave, et perpetuum mobile der i al evighed vil sikre dansk politisk dominans over øerne, en psykisk/politisk tilstand der til afveksling ligner Stockholmsyndromet. Patrioterne og løsrivelsesfolkene har den diametralt modsatte anskuelse vedrørende tilskudsordningen. Man ser kimen allerede i forberedelserne til hjemmestyreloven, hvor man fra dansk side efter alt at dømme erkender det politiske tab ved folkeafstemningen 14. september 1946, og derfor sker der en kursændring hvor man lægger an til en økonomisk kolonialisering i form af refusioner m.m. i stedet for.
Og nu er vi inde i historien om snebolden. Jo længere den ruller, des større bliver den. Refusionerne får vokseværk og i 1987 beslutter man sig til at konvertere en del af dem til overførsler i en tilskudsordning, i daglig tale kaldt den danske blokstøtte. I 1993 kobler man det samlede beløb i en blok. I 80erne og frem til 1992 svarede tilskudsordningen – gaven – til 20% av BNP, og i samme periode lånte man derudover 10% af BNP pro anno udefra, en samlet låns byrde i perioden á 8-9 milliarder kroner. Med dette luksustog kører man over skrænten i 1992 og Færøerne går igennem en af verdens største økonomiske katastrofer. 7 tusinde mennesker forlader landet, det ville svare til, at 800 tusind indbyggere i Danmark forlod landet på grund af nød, armod og økonomisk undergang.
Dette er nu historie, men blokstøtten er stadigvæk en realitet, man skal forholde sig til, da myndighederne vedblivende holder fast i dette økonomiske instrument, der dog har en helt anden betydning i den færøske økonomi end førhen. I modsætning til situationen for godt 30 år siden, og frem til den store krise der startede i 1992, har man regnet sig frem til, at BNP i 2016 vil lande på 17,9053 milliarder kroner. Dvs., at tilskuddet á 641,8 millioner kroner nu repræsenterer 3,58% af BNP i forhold til de daværende 20%. I forhold til den færøske finanslov, der endnu ikke er vedtaget endeligt, men ligger og svinger omkring de 6 milliarder kroner, repræsenterer blokstøtten ca. 10,70% af budgettet for 2017.
Parametrene står i et helt andet forhold, end de gjorde førhen. Hovedårsagen er den, at landsstyret, der regerede fra 1998 frem til 2004, og engang havde en plan om at etablere den færøske stat, trods alt kunne komme overens om at reducere tilskudsordningen med 366 millioner kroner og låse den fast. I et hug blev støtten barberet ned fra næsten én milliard om året til 615,5 millioner kroner og pristalsreguleringen blev suspenderet. Siden har man periodevis fiflet med reguleringen, men økonomiens vækst har overhalet den mindre blokvækst flere gange.
Det medfører, at det der lignede en hollandsk sygelig opblomstring i 80erne, aldeles ikke har de samme muligheder for at gøre sit indtog i økonomien i vore dage, dog skal det pointeres, for retfærdighedens skyld, at det også var en hel del højst mærkværdige politiske beslutninger der medførte den store krise i 1992. Udefrakommende gaver – kunstig kapital, hvor ingen egenproduktion ligger bagved – har det med at producere bobler og politisk uansvarlighed.
Der er ingen tvivl om, at en forloren økonomisk tilførsel udefra umiddelbart giver en højere absorption til glæde for alle, der får del heri, men den medfører også nogle fordrejninger i hele økonomien, der medfører nogle meget problematiske konsekvenser på længere sigt. Det var det der skete i 80erne, og derfor hviler ansvaret tungt på skuldrene af dem, der i dag varetager det politiske ansvar, at dæmme op for, at et lignende økonomisk vulkanudbrud overhovedet har en mulighed for at gentage sig. I overførslen af pengene fra statskassen til landskassen sker der en metamorfose, pengene skifter væsen, fra reel dansk kapital til en slags poetisk rigdom, som Karl Marx omtaler i sit tredje bind af Kapitalen, hvor han filosoferer om bobleøkonomien, og er den første overhovedet til at pointere, at samfundsskaden sker, når der ikke ligger nogen værdifrembringelse bag ved profitten, men hvor der blot cirkulerer værdiløse papirer rundt mellem folk, værdiløse i den forstand, at de ikke har basis i nogen frembringelse af værdier. I forhold til de fiktive værdier der svømmede rundt i systemet i den globale krise for nogle år siden, så har blokstøtten trods alt en værdi, men det giver den en farlig karakter.
Er den rigelig stor i forhold til økonomien, eksemplet ligger lige om hjørnet, så kan den sætte så meget tryk ind i systemet, at lønningerne er højere end produktiviteten, og man kan regne med at de fleste private erhvervsspirer kvæles automatisk. Derved bliver staten den eneste i den økonomiske cyklus, der er i stand til sætte gang i noget som helst, med tilskuddet som finansiel base. Man får en statsliggjort økonomi. En særlig form for automatisk socialisme, der er en konsekvens af det økonomiske system, og ikke et politisk system som nogen har valgt til eller fra.
Størrelsen af den grønlandske blokstøtte kan have sådanne forstyrrelser med sig. I de berygtede 10-12 år i 1980erne og frem til krisen i 1992 havde bloktilskuddet i Færøerne samme virkning. 10 milliarder kroner i tilskud fra den danske stat og en belåning á samme beløb i denne periode, hentet hjem igennem dansk kreditværdighed, gav så megen overvægt og overisning i systemet, at det kollapsede. Hjemmestyrepolitikerne var inde og detailstyrede hvert eneste skibsprojekt igennem diverse offentlige subsidiemekanismer. Og i den kunstige pengeoverflod har rationaliseringen af den offentlige sektor ikke ligget lige til højrebenet.
Forslaget, der er til anden behandling i dag, er en aftale mellem to parter, Færøernes landsstyre og den danske regering. De kommende tre år modtager den færøske landskasse 641,8 millioner kroner om året i tilskud. Såfremt selvstyrekoalitionen fra 1998-2004 ikke have interveneret i sagen, da ville den danske blokstøtte til Færøerne i dag formentlig ligge omkring halvanden – 1½ – milliard årligt. Og spørgsmålet er så, hvad ville man da bruge denne bortkomne årlige milliard kroner til? Givetvis til en større offentlig sektor og denne ville også på ny skabe store forstyrrelser i systemet, da ingen værdiskabelse ligger til grund for pengene i det færøske samfund. I går lagde et flertal i lagtingets finansudvalg frem en betænkning, der viser et budgetteret overskud i lagtingets finanslovsforslag á 215 millioner kroner. Derved begynder balancerne at finde sin plads, og udsigterne til større værdiskabelse i det færøske erhvervsliv ser rimelig fornuftige ud, især hvis vi får en bedre markedsadgang til f.eks. det europæiske marked.
Derfor er man kommet dertil i spørgsmålet vedrørende tilskudsordningen, at man burde overveje en lineær nedtrapning af de 641,8 millioner kroner over 5, 7 eller 10 år. Det har ikke så meget med politik at gøre, eller om man ønsker samhørighed eller løsrivelse, det er mere et spørgsmål om at få en økonomisk cyklus til at leve sit eget liv og af egen opdrift. Og da estimaterne nu viser, at det færøske BNP pr. capita er større end det danske BNP pr. capita, så begynder historien om tilskuddet at få en drejning der lugter af amoralitet, hvor dem der kører på luksusklasse bliver subsidieret af dem der kører på anden klasse.
Dette giver associationer til både Esajas og Einar Már Guðmundsson. I Esajas Bog kapitel 49, vers 15 står der skrevet: ”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.”
I Hvidbogen, som den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson har skrevet om den islandske krise, skriver manden der bl.a. har modtaget den nordiske litteraturpris: ”Jeg befandt mig netop i et tog, ikke i Rusland, men Sverige, på vej fra Stockholm til en by, der hedder Eskilstuna. Dér skulle jeg læse op af mine værker. Derfra skulle turen gå til et område, der hedder Sørmland. I toget læste jeg Sky i bukser af Vladimir Majakovskij. Bogen har stadig sit gamle navn, damen i toget var død for længst, også Majakovskij. Jeg var fordybet i læsningen, men da jeg kiggede op, sad der en sigøjnerkvinde over for mig. Hun havde kulsort hår, et sydlandsk udseende og masser af poser. Sammen med hende var en tiårig dreng, også med kulsort hår og store, brune øjne.
Jeg mærker ingen frygt hos kvinden og endnu mindre hos drengen. Vi nikker bare og smiler, parat til at snakke om dagen og vejen, men der kommer sprogvanskeligheder i vejen. Jeg kikker ud af vinduet og betragter folk udenfor, da jeg hører, at drengen er begyndt at plage sin mor. Jeg ved ikke, hvad det er, han beder om, eller hvad moren svarer. Bortset fra at drengens plageri tager til, og morens modstandskraft tager af. Da jeg ser op, siger hun sandsynligvis: ”Jaja, jaja da,” og drengens enstonige tryglen har sandsynligvis betydet: ”Gør det, mor! Jeg er så tørstig!” I hvert fald knapper kvinden skjorten op, fører hånden ind under den og stikker det ene bryst frem. Den tiårige dreng er rask i vendingen og begynder at sutte på brystet. Han sutter med stor ihærdighed på det. Da han har fået tilstrækkeligt, skubber han det ind igen, læner sig tilbage i sædet og bøvser. Derefter haler han en cigaret frem, tænder den og ryger den i magelighed.”
Dette er den mest nøgterne beskrivelse man i en slags ordvisualisering kan give forslaget der bliver behandlet i dag. Men selvfølgelig respekterer vi en aftale, der er forhandlet og underskrevet imellem to lande, som i dette tilfælde, og derfor giver man sin tilslutning til aftalen, endskønt denne overførsel fra den danske skatteyder til et færøsk samfund i overflod mest af alt ligner en anakronisme.
